Institut for Relationspsykologi er et landsdækkende og privatejet psykolog- og konsulentfællesskab. Instituttet arbejder ud fra en relationel tilgang til pædagogik, psykologi og ledelse.

Institut for Relationspsykologi tilbyder privatpersoner, erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder psykologisk ekspertise, foredrag, organisations- og ledelsesudvikling og konsulentforløb.

Der er brug for en nytænkning indenfor relationspsykologien..

Hvorfor er det så vigtigt at udbrede vores tanker om det relationelle arbejde i det professionelle rum? Kender vi ikke alle betydningen af et relationelt - og ressourceorienteret fokus?

Gennem det seneste årti er der kommet rigtig meget fokus på den relationelle og ressourceorienterede tilgang. Vi ser dog desværre ofte, at dette vigtige fokus - et eller andet sted på sin vej - tager en forkert drejning, og mister sit oprindelige mål og forandringskraft.

Vi oplever, at behovet for en nytænkning - eller egentlig for at finde tilbage til essensen - er overvældende, hvis relationspsykologien igen skal anvendes for at gennemføre sit oprindelige sigte: At bidrage til etableringen af udviklingsstøttende relationer.

Vi præsenterer derfor en gennemarbejdet og helt grundfast anvendelse af relationspsykologien, som gør op med nogle faldgruber og udbredte misforståelser, og i stedet introducerer nogle klare principper, der fungerer i praksis:

Relationstænkningen er et begreb, der har ramt de pædagogiske rum, og mange oplever intuitivt, hvordan det føles rigtigt at tage udgangspunkt i relationen. Vi ser dog ofte, at relationen ophøjes til at blive selve målet for den pædagogiske indsats, og her mener vi, at kæden hopper af. Vi introducerer en relationstænkning, hvor etableringen af relationen bliver midlet til at fostre udvikling, læring og trivsel.

Ressourcefokuseringen er blevet en del af vores dagligdag, og mange af os har oplevet hvilke enorme forandringsmuligheder der ligger i at erstatte det fejlfokuserede perspektiv med jagten på ressourcerne. Desværre ser vi dog ofte, at ressourcetænkningen kun holder en tid, hvorefter man falder tilbage til den velkendte fejloptagede rytme. Det sker, fordi ressourcetænkningen tager overhånd. Man kan blive så optaget af, at holde øje med ressourcerne, så man beslutter sig for, at der ikke længere findes problemer, og at man aldrig må sige noget negativt. Sådan ser verden selvfølgelig ikke ud, og vi præsenterer derfor et ressourcefokus, der hviler på erkendelsen om, at udviklingen har langt de bedste kår, når vi opdager, analyserer og udvider ressourcerne.

Men vi må aldrig lukke øjnene for problemerne. Vi skal tage problemerne alvorligt, og styrke os ved tanken om, at vi - ved at kende vore egne styrker - er langt bedre rustet til at håndtere, hvad end der møder os.

Anerkendelsen er nok det mest anvendte pædagogiske begreb i dette årtusind. Mere end 95% af alle danske institutioner kategoriserer deres arbejde som anerkendende. Men hvad betyder det egentlig at være anerkendende? Det ser faktisk ud til, at begrebet har mistet sin betydning, og er blevet en paraply for alle mulige former for pædagogisk tænkning og praksis. Vi har set, hvordan anerkendelsen af den anden ofte bliver så altoverskyggende, at den professionelle glemmer sig selv. Og denne situation er meget alvorlig, - både for den professionelle, der ikke kan holde til det i længden, men allermest for den anden, der fratages muligheden for mødet med et virkeligt menneske.

Vi vil gerne gå forrest i et opgør mod det gamle udtømte anerkendelsesbegreb, og viser hvordan vi kan forstå anerkendelsen - som et element i mødet mellem to virkelige, tilstedeværende mennesker - har potentialet til at skabe stærkere relationer og føre udviklingen til kvalitativt højere niveauer.

Nærværet er fuldstændig afgørende, for at tankerne om relationer, ressourcer og anerkendelse kan finde vejen fra teori til praksis. Uden nærværet vedbliver principperne med at være principper - uden nogensinde at gøre en virkelig forskel. Det kræver nærvær at omsætte teori til praksis. Det kræver nærvær at mærke, hvordan vi selv og den anden har det. Det kræver nærvær, at forholde os fleksible og bevægelige i mødet med den anden.

Men nærvær er svært - meget svært. Det er der, hvor vi kommer i kontakt med os selv, og det er der, hvor balancen nogle gange tipper, og vi pludselig opdager, at vi vores bevidsthed om vores egen afgørende rolle betyder, at vi har påtaget os ansvar, der ikke er vores.

Vi ønsker at vise, hvordan evnen til at være nærværende kan læres, og hvordan kampen for nærværet så rigeligt belønnes, når vi bliver mødt af mere tillid, mere trivsel og mere glæde - i vore relationer.

Vi er klar til at give det videre..

Grundlæggende har vi som målsætning at hjælpe de professionelle med at finde tilbage til det sted, hvor drømmen startede. Der, hvor vi ønskede at arbejde med mennesker, fordi vi insisterede på at gøre en forskel. Der, hvor systemer og strukturer var en bisætning, mens nærværet og den levende kontakt var målet for hver dags arbejde.

Vi oplever, at ønsket om at finde tilbage til drømmen er et gensidigt ønske. Men der er sket så mange ting, der giver drømmen sværere og sværere kår. Vi overvældes af krav, af forventninger, af pres og beskæringer, og efterhånden bliver drømmen mere og mere utydelig, og pludselig glemmer vi, hvorfor vi egentlig gik i gang..

Vi ønsker at bidrage til, at de professionelle får lov til at genfinde drømmen og den oprindelige motivation. At de får lov at opleve hvilken forskel deres daglige arbejde i virkeligheden gør. Og at de kan medvirke til langt større forandringer, når de kommer tilbage til sig selv - i stedet for at forsøge at tilpasse sig det nyeste bud på "korrekt pædagogisk adfærd".

Men vi kan ikke gøre det alene. Vi ved, at tanker og principper ikke flytter noget i sig selv. Vi har nok alle set, hvordan de mest forkromede pædagogiske tanker og planer, falder sammen, hvis ikke de vækker genklang og giver mening hos dem, der dag efter dag tager hjemmefra for at møde mennesker, hvor de virkelig er. Når de pædagogiske teorier virkelig gør en forskel, er det fordi at de professionelle bruger tid på at forstå dem, fundere over dem, diskutere dem og lade sig påvirke af dem - i mødet med børn, unge, voksne og ældre.