ICDP vejledning

​​Mange pædagoger kender til ICDP og særligt ICDP samspilstemaerne, der giver nogle grundlæggende retningslinjer for, hvordan man skaber relationer, der styrker barnets udvikling, trivsel og læring. Netop dette er fokus på ICDP-grunduddannelsen – den, der også kaldes ICDP niveau I. Her deltager pædagoger, lærere og andre relationsprofessionelle, der gennem uddannelsen sætter fokus på deres egen relationskompetence og arbejder med aktivt at styrke denne. Og selvom ICDP ofte forbindes med dagtilbudsområdet, gælder præcis de samme temaer og principper, når der arbejdes med fx skolebørn, voksne med funktionsnedsættelser eller ældre.

En lige så vigtig del af ICDP er dog det næste niveau: vejledningsniveauet. Idet nyere undersøgelser viser, at mange pædagoger oplever forældrevejledning som udfordrende, vil vi her beskrive, hvordan ICDP-vejledning kan være et redskab, der kan styrke kompetencerne og modet til at anvende forældrevejledning i hverdagen. ​

Den styrkede pædagogiske læreplan betoner vigtigheden af, at de professionelle vejleder forældrene i, hvordan de kan understøtte barnets læring i hjemmet. En undersøgelse fra 2022 viser på baggrund af spørgeskemaer og fokusgruppeinterview (Damgaard 2022), at det pædagogiske personale oplever forskellige forhindringer i forhold til at vejlede forældrene. Pædagogerne udfordres fx af:

• - at de ønsker at bevare tilliden og ”den gode stemning”,
  
• - at forældrene mødes som ”kunder”, der skal være tilfredse,
  
• - at de ikke ønsker at fremstå bedrevidende og patroniserende.
  
• 
  
• Og samtidig er der modsatrettede svar fra forældrene, idet nogle svarer, at de ønsker mere vejledning, mens andre oplever, at de overvældes af de mange henvendelser og krav. Dertil beskrives rammen for vejledningen, nemlig ”garderobe-snak”, som en vanskelig ramme at samtale i. Forældrene efterspørger i deres besvarelser ”større klarhed over samarbejdets form og indhold”.
  
• 
  
• På baggrund af undersøgelsen beskrives vejledningen som en: ”kompleks og dilemmafyldt praksis, hvor det at skulle vejlede forældre kan skabe usikkerhed og måske uenighed. Måske det også vidner om en usikkerhed om, hvad det præcist er, pædagoger skal vejlede forældre i.” (Damgaard 2022, s. 10) Samtidig indikerer undersøgelsen, at der hos det pædagogiske personale er et ”ubesvaret behov og en nysgerrighed” i forhold til, hvordan de kan gribe vejledningen an.
  

​ICDPs stiftere, Karsten Hundeide og Henning Rye, har udviklet konkrete og praksisrettede principper for, hvordan relationsprofessionelle kan vejlede forældre og kolleger og igangsætte processer, så disse får styrket deres relationskompetence og sensitivitet over for barnets signaler (Groot, Gulløve & Bech 2023).

ICDPs principper for vejledning, de såkaldte sensitiveringsprincipper, blev oprindeligt udarbejdet for mere end 30 år siden, og man kan derfor indvende, om de stadig er aktuelle i dag og er i overensstemmelse med nyere psykologisk viden. Det mener vi, at de i høj grad er – og her vil vi præsentere tre af de essentielle principper i ICDP sensitiveringsprincipperne, som bakkes op af aktuel psykologisk viden, og som forhåbentlig kan inspirere og understøtte det pædagogiske personale i deres faglige tilgang til vejledning.

For en grundig gennemgang af ICDP-vejledning kan man læse bogen: ”Relations- og ressourceorienteret vejledning” (Groot, Gulløve & Bech 2023).

Vi kommer ind på følgende tre principper, hvor af de første to omhandler vejledningens indhold, mens den sidste omhandler rammesætningen.

- Sensitiveringen er af afgørende betydning.

- Billedet af barnet bestemmer omsorgen, der gives.

- Det er nødvendigt at afklare kontakt og kontrakt.

ICDP-vejledning tager udgangspunkt i begrebet ”sensitivering”, hvilket indebærer, at den professionelle vejleder forælderen på en måde, der styrker forælderens sensitivitet over for barnets signaler.

Ifølge Mette Skovgaard Væver, professor i psykologi og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, er omsorgspersonernes sensitivitet meget vigtig for barnets udvikling (Brinkmann 2021). Hun forklarer i podcasten ”Brinkmanns briks” (Brinkmann 2021), at det at være sensitiv indebærer, at:

1) Man skal være opmærksom på – og opdage barnets signaler.

2) Man skal kunne forstå, hvad barnet forsøger at fortælle med sin adfærd. Det vil sige, at man skal opdage, hvilke behov og følelser der ligger bag barnets adfærd, og derfor er det nødvendigt med en fortolkning / oversættelse af adfærden i forsøget på at forstå det bagvedliggende behov.

3) Man skal kunne reagere på en passende og alderssvarende afstemt måde i forhold til barnet. (Her er risikoen fx, at man tillægger barnet egenskaber eller evner, det slet ikke har).

Når ICDP-vejledningen lægger stor vægt på at arbejde med sensitivering, handler det om, at man med konkrete og praksisnære principper kan vejlede på en måde, der aktivt og fokuseret støtter forældrenes sensitivitet, herunder opmærksomheden på barnets signaler, fortolkningen af barnets adfærd og en passende afstemt respons. Dertil at forælderen får hjælp til at afgrænse sig sådan, at egne følelser og behov adskilles fra barnets, hvorved barnets autonomi og individualiseringsproces støttes.

​Det handler med andre ord om at se, møde og forstå barnet indefra – på barnets præmisser (alder, evner, behov, følelsesmæssig tilstand), og dertil tillægges i ICDP-vejledningen den dimension, at den voksne anlægger en ressourceorienteret fortolkning af barnets adfærd.

Og sidste punkt bringer os videre til endnu et af de vigtige elementer i ICDP-sensitiveringen, nemlig at det er den voksnes billede af barnet og dermed fortolkningen af barnets adfærd og intentioner, der bestemmer, hvordan man møder barnets udspil.

Som beskrevet handler sensitivitet om, at der er en opmærksomhed på, hvordan de voksne læser barnets signaler, ligesom der skal være en fortolkning af disse signaler og en afstemt respons.

Som del af ICDP-vejledningen er der fokus på, hvordan omsorgspersonen ser på og ”mærker” barnet, altså dennes indre billede af barnet, og hvorvidt dette billede er ressourcefokuseret, indlevende og nysgerrigt.

I bogen ”Relationskompetence” af skoleforsker Louise Klinge (2019, s.7) gives følgende casehistorie fra en skoleklasse, der illustrerer den voksnes definitionsmagt i forhold til, hvilke børn der er ”forkerte”:

”En dag havde Hazal i 3. A opført sig tarveligt over for nogle piger i frikvarteret. Da timen begyndte, skældte læreren Lene pigen ud foran hele klassen, og hun begyndte at græde. Sidekammeraten Rikke trøstede Hazal ved at ae hende på ryggen. Da Lene så det, sagde hun forarget: ”Det er da ikke Hazal, du skal trøste. Det er ikke hende, det er synd for, det er da de andre, det er gået ud over.”

Hvad er det i denne fortælling, der gør, at læreren mener, at Hazal ikke fortjener trøst, når hun græder? I langt de fleste tilfælde vil et barns gråd helt automatisk igangsætte en respons hos omsorgsgiveren, så man – nærmest uden at tænke over det – giver en trøstende og empatisk respons. Men der er situationer, hvor ”det indre billede” eller kategoriseringen af barnet betyder, at man fortolker barnets signaler anderledes og dermed bremser sin omsorgshandling og fx erstatter den med en vred eller ligegyldig respons.

I dette tilfælde skyldes det, at læreren Lene mener, at Hazal, som den, der har opført sig uhensigtsmæssigt over for andre, ikke fortjener at blive trøstet, når hun græder.

Eksemplet gør det tydeligt, at vi ikke reagerer direkte på den andens følelsesudtryk. Vi ser den anden gennem en fortolkning eller kategorisering, og det er denne fortolkning, der bestemmer, hvilken omsorg der gives. Og særligt børn, der med deres adfærd udfordrer de voksne, kan nemt blive stødt ud af de voksnes nærhed, og derved er der stor risiko for, at deres adfærd og signaler tolkes i et negativt lys.

Louise Klinge (2019) beskriver netop ”vores tolkning af baggrunden for den andens handlinger” som en af de grundlæggende faktorer, der bestemmer relationens kvalitet. Hvis den voksne ser barnets afbrydelse som en bevidst måde at irritere på, vil hun reagere helt anderledes, end hvis hun forstår barnets afbrydelse som et udtryk for, at barnet har meget på hjerte. Det samme gør sig naturligvis gældende, når der er tale om forældre, at det er deres billede af barnet, der bestemmer, hvordan de reagerer over for barnet og fortolker barnets udspil.

Et af de afgørende elementer i ICDP-vejledningen er netop, at der arbejdes med forældrenes ”indre billede” eller kategorisering af barnet. Der igangsættes i vejledningen refleksioner og øvelser, der gør omsorgspersonen aktiv i at forandre sine indre billeder, som får betydning for den måde, hvorpå hun ser barnets ressourcer, behov og motiver, ligesom det også handler om at øge bevidstheden om, hvilke følelser og reaktioner, omsorgspersonen selv er ramt af i forhold til barnet.

Når den voksne arbejder med sig selv på et indre plan og ændrer en negativ kategorisering af et barn i en mere ressourceorienteret og indlevende retning, vil den respons, der gives på barnets udspil, uundgåeligt ændre sig positivt, og en positiv respons fra den voksne vil få positive konsekvenser for barnets fortsatte udvikling, læringsmuligheder og adfærd.

Sådan en forandring hos den voksne kan betyde, at der sker en bevægelse fra et stigmatiserende og fastlåst samspil til et udviklingsstøttende samspil, hvor barnet får nye muligheder.

ICDP sensitiveringsprincipperne giver mange konkrete anvisninger og øvelser i forhold til, hvordan man gennem vejledning kan bevidstgøre og arbejde med forældrenes eget billede af deres barn og måde at møde barnet på – og støtte i at ændre dette, når det ikke er empatisk og positivt fortolkende. Det gennemgående princip for vejledningen er den forståelse, at forandring hos et barn starter med forandring hos den voksne, der arbejder med sine egne tanker, følelser og reaktioner.

Som en del af rammen for at anvende ICDP-vejledning, er det essentielt, at der arbejdes med en afklaring af kontakten og kontrakten.

Ole Løw (2020), psykolog og tidligere lektor ved Via University College, skriver om vejledning, at ”selve vejledningsrelationen er helt afgørende for at realisere intentionerne med vejledning”. Han sætter her fokus på, at jo mere tryghed og klarhed, der findes i relationen, jo bedre kan man koncentrere sig om vejledningens genstand, mens utryghed i relationen vil betyde, at det er netop relationen, der kommer til at tage opmærksomheden (Løw 2020, 2021).

Den føromtalte undersøgelse (Damgaard 2022) viser, at det pædagogiske personale netop har et stort fokus på relationen til forældrene, men at fokus - måske ubevidst - ligger på at opretholde en god stemning og vise gensidige udtryk for tillid, hvilket kan have negative konsekvenser for muligheden for udvekslingen af forskellige perspektiver. Damgaard beskriver, hvordan ønsket om tilfredse forældre kan skabe en ”forbrugerrelation”, hvor risikoen er, ”at det pædagogiske personale i bestræbelsen på at skabe et harmonisk og konfliktfrit samarbejde, hvor forældrene er ”tilfredse”, kommer til at udviske uenigheder og forskellige perspektiver, som netop synes afgørende for at skabe et udviklende samarbejde.” (Damgaard 2022, s. 6).

Ifølge undersøgelser af den oplevede tillid mellem forældre og pædagogisk personale (Høyrup 2021) viser det sig, at forældre og pædagogisk personale bruger meget energi på small talk og en familiær omgangstone i forsøget på at udtrykke, at de har tillid til hinanden. Det pædagogiske personale forsøger på forskellige måder at ”sløre” magtforholdet:

”I samtalerne og hverdagsudvekslinger også uden for møderne kunne jeg se, at når pædagoger og forældre brugte fagsprog eller fremmedord, så var det ofte fulgt af en slørende latter. En forklaring kan være, at sådanne udtryk signalerer sproglig kapital og vidensmagt og kan derfor tolkes som en måde at hæve sig over den anden på. Dermed risikerer man at afsløre relationens eventuelle magtskævheder. Når de griner, så tager de lidt af autoriteten ud af udsagnet og viser, at de egentlig ikke ønsker at udøve magt, selvom de gør det. Det er en måde at legitimere magtdemonstrationen og udøvelsen på. (…) At søge efter samme frekvens, lighed, enshed og konsensus er en så indlejret del af skandinavisk kultur, at det er forudsætningen for tillid. Tillidsimperativet og tillidsarbejdet i vuggestuerne risikerer at skygge for pædagogernes faglighed og overdimensionere forældrenes uenigheder og forskelligheder, så de bliver selvforstærkende i relation til pædagogerne. Alt sammen for at bevare den gode stemning.” (Høyrup 2021).

Når ICDP sensitiveringsprincipperne som det første sætter fokus på at skabe klarhed omkring ”kontakt og kontrakt”, handler det netop om, at der skabes nogle klare, tydelige, trygge og gensidigt respektfulde rammer for vejledningssamtalen.

Der arbejdes fx med italesættelse af ansvar og forventninger, og pædagogen vil lære at indgå i en komplementær relation, hvor der tages ansvar for den magt, der også ligger i relationen.

Med afsæt i disse principper kan man skabe et rum for vejledningen, hvor man undgår forvirrende forsøg på at vejlede, mens et magtforhold søges sløret. Den hurtige ”garderobe-snak” vil nemlig ofte risikere at bestå af gode råd, som pædagogen – i bedste mening – giver, i ønsket om at bevare tilliden, men som ikke tager afsæt i en nysgerrighed og dybere forståelse for forældrenes situation, ligesom barnet ofte står ved siden af og skal lytte til de voksnes drøftelser.

Al denne uklarhed vil på et førbevidst niveau trække opmærksomheden hen mod relationen, sådan at der ikke fokuseres på vejledningens genstand, som fx kan være forælderens sensitivitet i forhold til at møde, se og forstå deres barn.

Ligeledes arbejdes der i ICDP-vejledningen med at bevidstgøre og forstå, hvordan der er forskellige magtforhold og positioneringer til stede i en relation mellem fx en professionel og en forælder. Når disse ikke er bevidstgjort, vil de forstyrre muligheden for fælles opmærksomhed omkring vejledningens genstandsfelt, mens en bevidstgjort og rammesat relation skaber fundamentet for en tryg, anerkendende og tillidsskabende vejledning. I denne rammesatte relation kan den professionelle yderligere stå ved sin egen faglighed og erfaring - og lade denne danne udgangspunkt for den mervidende vejledning.

​

• Brinkmann, S. (vært). (18/8-2021). Drop den lykkelige barndom. DR: Brinkmanns briks. https://www.dr.dk/lyd/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2021-08-18

Damgaard, M. T. C. (2022). Forældresamarbejde i dagtilbud: hvordan oplever henholdsvis pædagoger og forældre at skulle vejlede og modtage vejledning? VIA University College.

Groot, A, Gulløve, J og Bech, E.M. (2023) Relations- og ressourceorienteret vejledning. Institut for Relationspsykologi.

• Høyrup, A.R. (2021) ”At sende på samme frekvens.” Pædagoger og forældres tillidsarbejde i danske institutioner.” Dansk pædagogisk Tidsskrift. Rekvireret her: https://dpt.dk/temanumre/2021-1/at-sende-paa-samme-frekvens-paedagoger-og-foraeldres-tillidsarbejde-i-danske-vuggestuer/

Klinge, L. (2019) Relationskompetence. Aarhus Universitetsforlag.

• Klinge, L. & Brandt, T. (2021) Pædagogens relationskompetence. Kendetegn og betingelser. Akademisk Forlag.

Løw, O. (2020). Kollegial vejledning som samarbejde. Grundholdninger, metoder og redskaber. Forlaget Dafolo.

• Løw, O. (2021) Pædagogisk vejledning. Facilitering af læring i pædagogiske kontekster. Akademisk Forlag.