Forskning i effekten af icdp





De vigtigste dokumenterede effekter



International Child Development Programme (ICDP) er et psykosocialt forebyggende program, som har fokus på at styrke børns opvækstvilkår gennem vejledning af forældre og andre omsorgspersoner.

ICDP er funderet på forskning, der samlet set indikerer følgende resultater:

- Omsorgsgivere, der har deltaget i et ICDP program, oplever, at programmet har haft en positiv indvirkning på deres eget – og på barnets liv.

- ICDP kan bidrage til forbedrede samspil og en mere positiv opfattelse af barnet hos omsorgsgiveren.

- ICDP programmet kan øge omsorgsgiverens selvrefleksion og tryghed i omsorgsrollen.

- ICDP kan også styrke barnets – og omsorgsgiverens psykiske helse.




Læs også om et nyt norsk ICDP studie, der er gennemført af Folkehelseinstituttet og har kørt i årene 2017-2021.

Studiet har vist, at deltagelse i forældrevejledningsgruppe har ført til øget mestring i forældrerollen og en forbedret relation mellem forældre og børn.





En stor effektundersøgelse udført blandt familier i Nepal viser følgende effekter af deltagelsen i ICDP programmet:

- Forældrene blev mere engagerede i deres børns udvikling og tidlige læring.

- Der var en tydelig reduktion i forældrenes brug af mishandling samt af hårde disciplineringsmetoder.







Et udpluk af forskningsresultater



​I en oversigt over eksisterende forskning – og evaluering af ICDP programmet, nævner Silje Bjørnstad (2015) 45 forskellige projekter, hvoraf en del af disse vurderes at have tilfredsstillende forskningsmæssig kvalitet med publicering i fagfællebedømte tidsskrifter.

En del af de øvrige projekter er interne rapporter, evalueringer, oversigter mv.

Blandt centrale forskningsresultater og observationer kan nævnes:


- Omsorgsgivere oplever, at deltagelse i ICDP programmet har haft en positiv indvirkning på deres – og på barnets liv:

Undersøgelser gennemført hos norske forældre, på sundhedscentre i Bergen, hos krigsramte mødre i Bosnia-Herzegovina, hos forældre på asylcentre, og hos norske og svenske skolelærere.


- Omsorgsgivere rapporterer om bedre samspil med barnet – og positive ændringer i omsorgsgiveres opfattelse af barnet:

Undersøgelser gennemført hos norske forældre, hos mødre med minoritetsbaggrund i Norge, hos fædre i norske fængsler, hos forældre i Mozambique, hos mødre i Colombia, hos forældre i Sydafrika og Makedonien og hos lærere i Angola.


- Omsorgsgivere oplever større bevidsthed omkring deres omsorgsrolle og adfærd over for barnet:

Undersøgelser gennemført hos norske forældre, mødre med minoritetsbaggrund, fædre i forebyggende program mod vold i børneopdragelsen, hos svenske og norske lærere og børnehavepædagoger og forældre i Sydafrika.





Baggrund



ICDP-programmet er udviklet af professor Karsten Hundeide og professor Henning Rye ved universitetet i Oslo. Programmet baserer sig hovedsageligt på udviklingspsykologi, særligt indenfor den tidlige kommunikation mellem barn og omsorgsgiver (Trevarten 1992, Bråten 2004, Smith og Ulvund 1999).

ICDP er også funderet i forskning i deltagende formidling (Klein 1990), kulturel udviklingspsykologi (Rogoff 1990) og assisteret læring (Carew 1990, Salsjø 2000, Schaffer 1998, Ramey og Ramey 1998, Tetzchner 2001, Vygotsky 1978, Wertsch 1985).

Dertil er programmet inspireret af både Marte Meo-programmet, der har fokus på barnets emotionelle udvikling, samt MISC-programmet, der retter sig mod barnets kognitive udvikling (Rye 2002, Bjørnstad 2015).





Videooptagelse i sundhedsplejen



Den kommunale sundhedspleje kan bruge International Child Development Programme (ICDP) til tidlig opsporing af funktionsnedsættelse og mistrivsel hos børn og til at styrke forældres mestring af forældrerollen.


ICDP er et forebyggelsesprogram, der i sundhedsplejen kan bruges til bl.a. tidlig opsporing af funktionsnedsættelser eller mistrivsel hos børn.

Gennem ICDP kan man styrke tilknytningen mellem børn og forældre ved at undersøtte forældrenes positive opfattelse af barnet, så de bedre kan identificere sig med - og forstå barnet. Derigennem kan forældre også justere deres omsorg og følelser i forhold til barnets initiativer.


Metoderne i ICDP kan også anvendes i institutioner, skoler og mange andre steder og er oprindeligt udviklet i Norge.