Ældreomsorgen står overfor mange forandringer:
Gennemsnitsalderen stiger, og mange ældre er langt mere aktive og sunde end for bare 10 år siden. Den vigtigste udfordring for ældreomsorgen er derfor at ændre personalets arbejde således, at indsatsen målrettes imod at understøtte de ældres oplevelse af at være selvhjulpne, samtidig med, at de ældre fortsat oplever, at livet er meningsfuldt, og at hverdagen rummer glæde og gode oplevelser. En sådan udvikling stiller krav til personalets omstillingsevne, idet personalet ikke længere blot skal gøre tingene for de ældre, men fokusere på hvordan de kan få de ældre til selv stadigt at udføre dagligdagens rutiner.
Personalet må således omdefinere deres rolle fra at være hjælper til at være katalysator i de ældres mestringsprojekt. Vi ved fra udviklingspsykologien og mestringsforskningen, at kvaliteten af det relationelle samspil har afgørende betydning for udviklingen af mestring. Det bliver derfor i udviklingen af fremtidens ældrepleje helt centralt, at personalet udover de faglige plejekvalifikationer sætter fokus på udvikling af deres relationskompetencer.
Alle mennesker, unge som gamle, udvikler sig med
afsæt i de relationer, de indgår i. Mennesket er et socialt væsen, og den generelle trivsel er dybt afhængig af
regelmæssig social kontakt. Det er derfor af afgørende
betydning, i alt mellemmenneskeligt arbejde, at rette
fokus mod de professionelles relationskompetencer,
da evnen til at etablere sunde og anerkendende relationer åbner døren til medmenneskets psykesociale og
fysiske velbefindende. Især på ældreområdet er de professionelles relationskompetencer vigtige, idet mange
ældre er ensomme og har ganske få sociale relationer
tilbage.
Erfaringer fra Sverige viser, at de ældre bliver bedre
fungerende og i højere grad klarer sig selv, når medarbejderne uddannes med fokus på udvikling af deres
relationskompetencer. Ved at prioritere kvaliteten af de
ældres relationer, opnår man derved også forbedringer
af deres fysiske helbred.
